Málaga har forvandlet sig fra blot at være lufthavnen, man lander i på vej til noget andet, til at være selve rejsens mål. Picasso-museet åbnede i 2003, og i 2015 fulgte Centre Pompidou og den russiske museumssamling. Havnen blev igen en del af byen med Muelle Uno, og det gamle industrikvarter blev forvandlet til Soho, malet fra ende til anden. Ingen anden by på denne kyst har præsteret noget lignende.
Byen ligger som i en skål. Bag den lukker Montes de Málaga af, mod vest åbner Guadalhorce-dalen sig, og foran ligger havet. Denne beskyttelse giver milde vintre, men den er også grunden til, at byen er så tæt bebygget. Der er ingen steder at brede sig hen undtagen langs kysten, så bydelene, »barrios«, klatrer i stedet op ad bjergsiderne, mens det gamle centrum med domkirken, Alcazaba og markedshallerne stadig kan nås til fods.
Málaga er en rigtig spansk by, ikke et feriested, og det er det, man må affinde sig med. Du får en lufthavn midt i byen, hospitaler, universiteter og en økonomi, der kører året rundt. Til gengæld må du acceptere, at dagligdagen foregår på spansk, at centrum er travlt og tætbebygget, og at et tosproget liv med golf og strandklubber hører til på kysten vest for byen, ikke her.